Som følge af en voldelig konflikt mellem to københavnske bander indfører Københavns Politi to visitationszoner.

Den ene bliver i Brønshøj, mens den anden omfatter dele af Nørrebro, København NV og Ydre Østerbro.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Vi vil ikke acceptere, at konflikten mellem de to grupperinger udvikler sig.

- Derfor har vi taget visitationszonerne i brug som et værktøj til at skabe tryghed for borgerne ved at kontrollere, at personer ikke færdes med våben i områderne, siger politidirektør Anne Tønnes i meddelelsen.

Der har den seneste tid været flere episoder, som ifølge politiet har forbindelse til konflikten mellem de to grupperinger. Der har i flere tilfælde været anvendt skydevåben.

Den 11. november blev der for eksempel affyret skud mod en gruppe personer ved en kiosk på Ruten i Tingbjerg. Et par dage senere, 16. november, blev der affyret flere skud ved en kiosk på Bisiddervej i København NV.

Zonerne gælder fra 17. november klokken 18. Foreløbigt varer de til 1. december klokken 18.

I en visitationszone kan politiet visitere personer og biler uden en konkret mistanke. Det har de kunnet siden 2004.

Artiklen opdateres...