Sikkerhedsekspert Troy Hunt anbefaler, at man skifter sit kodeord, hvis det er med i lækket.

21 millioner kodeord og over 700 millioner e-mailadresser er blevet lækket på internettet.

Det skriver den kendte sikkerhedsekspert Troy Hunt på sin hjemmeside samt en række andre medier herunder nyhedsbureauet dpa.

Hunt, der står bag hjemmesiden Have I Been Pwned, skriver, at 773 millioner e-mailadresser og 21 millioner kodeord er blevet uploadet på internettet gennem tjenesten Mega.

Her har massevis af hackere haft adgang til filerne, der fyldte over 87 gigabyte.

Hele lækket bliver kaldt "Collection #1" og består af en række nye og ældre læk fra forskellige kilder.

Lækket er det største, Troy Hunt har uploadet til sin hjemmeside.

På haveibeenpwned.com kan man tjekke om ens e-mailadresse figurerer i lækket. Gør den det, anbefaler tech-hjemmesiden version2, at man skifter sit kodeord til sin e-mail.

Troy Hunt opdagede, at flere af hans tidligere e-mailadresser og kodeord var på listen.

Han anbefaler, at man aldrig bruger den samme kode flere steder.