Det var angiveligt en eller flere personer med tilknytning til den forbudte LTF-bande, der i forgangne uge knivstak en mand i Stengade i København, fortæller kilder med indsigt i miljøet.

Episoden udspandt sig torsdag morgen, men her ønskede politiet ikke at forklare nærmere om sagen. Men dagen efter udsendtes en pressemeddelelse om forløbet.

Her blev det oplyst, at manden blev knivstukket ved omkring 08.30 i området ved Stengade og Folkets Park. Efterfølgende kørte offeret i bil til Rigshospitalet for at blive behandlet.

Køreturen var hasarderet, og undervejs påkørte han en cyklist, der heldigvis ikke kom voldsomt til skade ved påkørslen, der skete ved Møllegade og Nørrebrogade.

Kilder med indsigt i miljøet fortæller, at knivofferet er taxachauffør, og at det var hans egen taxa, han kørte i.

Kilderne fortæller yderligere, at bandefolkene gik målrettet efter den omtalte taxachauffør, som de åbenbart mente at have et udestående med.

Brian Belling, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Politi, vil ikke kommentere B.T.s oplysninger, men han bekræfter, at knivofferet kørte i en taxa.

Han fortæller, at ingen endnu er anholdt i forbindelse med knivstikkeriet, og at sagen er under fortsat efterforskning.

Lyt B.T.s podcast om blå blink og kriminalitet her: