Nordjyllands Politi har udsendt nye oplysninger om det knivstikkeri, der fandt sted fredag morgen i Aalborg.

Politiet fik anmeldelsen om sagen klokken 04.28. Og rykkede herefter hurtigt ud til Ved Stranden.

Politiet skriver følgende om episoden:

»Da man kom frem, fandt man to mænd, der var stukket med kniv. Der er tale om en 27-årig mand, der er alvorligt kvæstet, og en 20-årig mand, der er også er stukket i benet.«

»Begge mænd er transporteret til sygehuset med henblik på behandling. Politiet har ingen yderligere informationer om disse personer på nuværende tidspunkt.«

Politiet er i øjeblikket i gang med et større efterforskningsarbejde for at klarlægge, hvad der er sket, før under og efter knivstikkeriet.

Og derfor fortæller Nordjyllands Politi, at de lige nu ikke kan nu udtale sig nærmere om baggrunden for knivstikkeriet.

»Det er det, som vores efterforskning skal klarlægge. Knivstikkeri i det offentlige rum er uacceptabelt. Vi efterforsker i øjeblikket intenst,« siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

De fleste afspæringer af veje i centrum af Aalborg er nu ophørt, oplyser Nordjyllands Politi.

Hvis man har set noget før, under eller efter knivstikkeriet, så skal man straks kontakte Nordjyllands Politi på 114.