Øverst ses scener fra stedet.

Ved du noget om sagen, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook

Omkring klokken 10 fredag formiddag modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om et knivstikkeri på VUC i Lyngby.

»Der er tale om en af vores elever her på skolen, der har stukket en anden elev ned,« siger Karina Vestergård Madsen, der er chefkonsulent for IT og kommunikation på VUC i Lyngby til BT og Metroxpress.

Hun fortæller, at der er opstået en konflikt mellem de to elever i deres fritid - hvad konflikten handlede om, ønsker hun ikke at komme nærmere ind på.

Konflikten eskalerede øjensynligt fredag formiddag og førte til, at den ene elev kort efter frokostpausen stak den anden elev i benet med en kniv.

Ifølge Karina Vestergård Madsen, skete knivstikkeriet inde på skolen, hvorefter gerningsmanden løb ud på skolens parkeringsplads og smed kniven, som han havde brugt til at stikke sin medstuderende ned med.

I forbindelse med, at politiet skulle finde kniven, var parkeringspladsen afspærret en kort periode.

Det betød at flere af skolens elever ikke kunne komme til undervisning.

»Jeg skulle have været til idræt, kort efter episoden, men fordi man skal over parkeringspladsen, for at komme til lokalerne, blev vi bedt om at blive inde på skolen i stedet,« siger en af skolens elever, som ønsker at være anonym til BT.

Tidligere stod der i flere medier, at eleverne har været tilbageholdt i forbindelse med episoden, men det afviser Karina Vestergård Madsen.

»Det har på intet tidspunkt været sådan, at eleverne ikke har måttet komme ind på skolen eller forlade den - mens politiets arbejde stod på, skulle det bare foregå af bagindgangen,« siger hun

Uden for livsfare

Præcis, hvordan episoden eskalerede, og endte som den gjorde, ved man endnu ikke med sikkerhed, men der er ingen tvivl om, at det kommer til at få alvorlige konsekvenser for den 17-årige dreng, der stak sin kamerat i benet.

»Nu skal vi se på, hvordan hele hændelsesforløbet har været, men eftersom vi ved, hvem det er, der har stukket, vil den elev selvfølgelig blive bortvist,« siger Karina Vestergård Madsen.

Derudover er den 17-årige dreng naturligvis blevet anholdt af politiet.

Chefkonsulenten fortæller, at flere af eleverne så deres medstuderende ligge såret, indtil en ambulance kom og hentede ham. Hun understreger dog, at flere fra ledelsen stod omkring, og at der ikke var noget 'drabeligt' over det.

Alligevel har man sørget for at tale med elever, som potentielt kunne være berørt af episoden.

»Vi har selvfølgelig bevæget os rundt på skolen og snakket med eleverne om det. Derudover har vi informeret alle elever og undervisere via vores intranet, og der bliver snakket hændelsen ude i klasserne,« siger Karina Vestergård Madsen

Den 19-årige mand, som blev stukket i låret, blev kort efter hændelsen kørt på hospitalet.

Han er på nuværende tidspunkt uden for livsfare.