En kun 17-årig mand bliver tirsdag ved middagstid fremstillet i et grundlovsforhør i Københavns Byret.

Tæt på midnat anholdt Københavns Politi den 17-årige mand, der netop er blevet ført ind i byretten iført et sæt blåt joggingtøj fra Kriminalforsorgen.

Han nægter sig skyldig i med kniv at have stukket en 19-årig mand i låret ud for Nørrebrogade 39 klokken 14.18 mandag.

»Min klient er for påvirket af situationen til at udtale sig i retten, det har jeg talt med ham om,« siger mandens forsvarer til dommeren.

Anklageren i sagen har begæret dørene lukket, hvilket dommeren har valgt at følge på trods af den fremmødte presses protester.

Offeret meldes uden for livsfare.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle den 17-årige i 27 dage frem til 6. februar.

Det var det 19-årige knivoffer, der selv søgte hjælp hos en læge i området, oplyste politiet mandag til B.T. Her kunne man ikke komme et motiv nærmere. Det er derfor uvist, om sagen er banderelateret.

»Vi efterforsker sagen bredt,« udtalte efterforskningsleder Jesper Schroll fra Københavns Politi.

Foto: privatfoto
Vis mere

Mellem jul og nytår blev syv unge mænd stukket ned i København.

En 30-årig på Amager, en 19-årig på Frederiksberg, en 16-årig og en 19-årig i Nordvest. Og tre unge mænd på henholdsvis 19, 20, og 21 år på Nørrebro.

Dengang sagde vicepolitikommissær Knud Hvass, at der ikke var noget, der tydede på, at gerningsmændene gik efter tilfældige ofre.

På grund af de mange knivstikkerier blev der 29. december 2022 indført visitationszoner på dele af Nørrebro og Nordvest.