To yngre mænd blev sent onsdag aften overfaldet af en ukendt gerningsmand på Frederiksberg i København.

Mændene på henholdsvis 34 og 32 år kom gående på Jens Jessens Vej omkring klokken 23, da de blev antastet af en person.

De blev begge udsat for peberspray, og den ene af dem - den 34-årige - blev stukket tre gange med kniv.

Det fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Chenette Westergaard.

»Vi har to forurettede. Den ene bliver stukket med kniv, men skulle være uden for livsfare,« siger hun.

Hun kan ikke komme nærmere ind på, hvor den 34-årige blev stukket, men han blev kortvarigt behandlet på sygehuset. Han forventes dog hurtigt udskrevet igen.

Gerningsmanden stak efterfølgende af fra stedet, men i timerne efter overfaldet havde politiet gang i en større eftersøgning efter ham.

Det er endnu uvist, hvad motivet til overfaldet var.

»Lige nu efterforsker vi bredt, men der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at hændelsen er banderelateret,« siger hun.

På nuværende tidspunkt er der ikke noget signalement af gerningsmanden, men politiet er meget interesserede i at høre fra folk, der har lagt mærke til noget usædvanligt i området omkring Jens Jessens Vej og Peter Bangsvej ved 23-tiden onsdag aften.

Oplysninger i sagen kan gives til Københavns Politi på telefon 114.