Nordjyllands Politi er tirsdag eftermiddag rykket ud til sommerhusområdet Skellet ved Storvorde i Nordjylland, hvor en mand er blevet stukket i ryggen.

Det oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi til TV 2 Nord.

»Et vidne ser en mand komme gående på en sti i dette afsides sommerhusområde. Manden tager sig til ryggen og bløder. Derfor slår vidnet alarm,« siger vagtchef René Kortegaard til mediet.

Da politiet ankom til stedet, ønskede den sårede mand hverken at samarbejde med politiet eller fortælle, hvad der var sket.

Politiet rekvirerede lægehjælp til manden, men har ikke yderligere oplysninger om hans tilstand.

Politiet er fortsat til stede i sommerhusområdet, hvor de blandt andet søger efter spor.

Dog er der ikke grund til uro, hvis man bor eller opholder sig i området, oplyses det.

Vidner, der har oplysninger, som kunne være interessant for politiets efterforskning bedes rette henvendelse på 114.