En mand er natten til lørdag blevet stukket ned med en kniv i Sønderborg.

Det fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ivan Bohr Jensen, til B.T.

Anmeldelsen kom klokken 03.02 natten til lørdag, og politiet har lørdag morgen og formiddag været til stede ved gerningsstedet på Alsgade i Sønderborg og udarbejdet tekniske undersøgelser.

»Hændelsen blev anmeldt som et slagsmål, og da vi kommer frem, er én person stukket med kniv i forbindelse hermed,« forklarer Ivan Bohr Jensen.

Tumulten vedrørte to mænd af østeuropæisk oprindelse. Den forurettede er en 20-årig mand. Han er bragt til sygehuset, og seneste melding, er, at han er uden for livsfare.

Gerningsmanden, en 48-årig mand, blev anholdt omkring gerningsstedet og fremstilles i grundlovsforhør lørdag klokken 16.

Han er sigtet for drabsforsøg.

Det er endnu for tidligt at sige, hvad der er sket forud for knivstikkeriet, meddeler politiet.