Tidligere søndag fandt et voldsomt knivstikkeri sted i Odense.
Her blev en man i 40erne ifølge politiet ramt af knivstik i maven. Ikke længe efter kunne Fyns Politi, på det sociale medie X, beskrive, at manden var kommet »alvorligt« til skade.
Siden har B.T. været i kontakt med vagtchef Peter Vestergaard fra Fyns Politi.
Han kommer med en – omstændighederne taget i betragtning – god nyhed.
»Den forurettede mand er kommet ud af operationen, og han er ikke i livsfare,« siger vagtchefen.
Politiet fik meldingen om knivstikkeriet, der fandt sted på Violvej i den nordøstlige del af Odense, klokken 15.57 søndag, da det indløb til alarmcentralen.
»Jeg kan ikke sige så meget endnu, men der er tale om, at der er blevet ført en kniv ind i maven på den forurettede,« siger vagtchefen.
I forbindelse med politiets arbejde i sagen har man også fået fat på en formodet gerningsperson.
Umiddelbart er der intet, som tyder på, at sagen er banderelateret, lød meldingen på X tidligere. Og den genbekræfter Peter Vestergaard.
Det næste skridt i sagen er den juridiske del, fortæller han.
»Vi har anholdt en formodet gerningsperson, og nu skal vi finde ud af, om der skal være fremstilling i grundlovsforhør i morgen,« siger Peter Vestergaard.
Politiets arbejde på Violvej er desuden overstået, kan han afslutningsvis bekræfte.