Politiet er talstærkt til stede i Nordvest-kvarteret i København.

Her har ordensmagten mandag aften fået en anmeldelse om knivstikkeri.

Der er flere politibetjente til stede ved gerningsstedet, og ifølge et vidne er en ambulance kørt fra stedet med en mand.

På billeder fra stedet kan man også se, hvordan der foran opgangen på Klokkerhøjen ligger adskillige stykker papir med blod på.

Flere cykler ligger også væltet.

Københavns Politi bekræfter over for B.T., at de er på adressen.

»Vi har modtaget en anmeldelse om knivstikkeri, men derudover har jeg ingen kommentarer,« oplyser vagtchefen fra Københavns Politi.

Politiet har afspærret området foran seks opgange på stedet.