I Fælledparken i København har byens 9. klasser hele aftenen fejret deres sidste skoledag – men nu har politiet bedt dem forlade stedet.
Det skyldes politiarbejde i forbindelse med et knivstikkeri, hvor en 17-årig og en 21-årig er kommet til skade, oplyser politiet på Twitter.
De to personer har ikke noget med fejringen af sidste skoledag at gøre, siger politiets vagtchef onsdag aften til B.T.
Politiet er fortsat til stede klokken 22.42:
'Vi har i forbindelse med arbejdet omkring gerningsstedet afspærret en del af Fælledparken og bedt de unge mennesker om at forlade stedet, så vi kan arbejde uforstyrret,' skriver Københavns Politi på Twitter.
Politiet tilføjer, at de efterlyser vidner, der har set noget i forbindelse med knivstikkeriet. I skrivende stund er der ingen anholdt i sagen.
De tilskadekomne er ikke kommet slemt til skade, lyder det.