Lørdag aften klokken 19.15 blev endnu et knivstikkeri i Aalborg anmeldt til Nordjyllands Politi.
Denne gang var det på Vesterbro i Aalborg, hvor en person fik et overfladisk stik i ryggen. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Politiet indledte øjeblikkeligt en efterforskning af sagen, hvilket førte til en anholdelse af en 16-årig dreng.
Den 16-årige er søndag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg.
Anders Uhrskov, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, understreger, at efterforskningen lige nu er meget bred, og at der kan være sammenhæng mellem de i alt tre knivstikkerier, der har fundet sted i Aalborg.
»Jeg kan sige så meget, at der er tale om uoverensstemmelser internt mellem nogle unge mennesker, og det udvikler sig og eskalerer,« siger Anders Uhrskov.
Ud over den almindelige efterforskning har politiet indledt en intensiv tryghedsskabende patruljering i og omkring Aalborg.
»Vi har skruet op for patruljetrykket, så man vil se en hel del mere politi i Aalborg end normalt. Knivstikkeri i det offentlige rum er ikke acceptabelt,« siger Anders Uhrskov.