Midt- og Vestjyllands Politi er i øjeblikket til stede på en campingplads syd for Skive, efter der er udbrudt et voldsomt slagsmål mellem syv mænd.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Lidt før klokken 12 fik Midt- og Vestjyllands Politi anmeldelsen om et større slagsmål med knivstikkeri blandt gruppen udenlandske mænd på campingpladsen.

Fem blev kørt til behandling på sygehuset – én af dem i kritisk tilstand, men uden for livsfare. De to sidste blev kørt direkte til afhøring.

Foto: presse-fotos.dk
Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi Sune Espersen siger til B.T., at man lige nu er ved at »finde hoved og hale« i sagen.

»Da vi kommer derud, er der en håndfuld tilskadekomne udenlandske mænd, hvoraf de fleste af dem er behandlingskrævende. To-tre stykker af dem skal opereres, men der er ikke tale om livstruende skader,« siger han.

Han tilføjer, at de udenlandske mænd har »sæsonarbejde« i Danmark, og de bor på den pågældende campingplads. Der er tale  om mænd, der aldersmæssigt er i 20'erne og 30'erne.

»Vi har ikke det fulde overblik endnu, så vi er lige ved at fastslå hændelsesforløbet på stedet,« siger han videre.

Flere personer er i øjeblikket tilbageholdt af politiet, men der er endnu ingen anholdte.

»Vi skal lige finde ud af, hvem der står bag det her, og så vil de blive sigtet,« siger Sune Espersen.

B.T. følger sagen.