Der udspillede sig torsdag eftermiddag en yderst voldsom hændelse i Lagkagehuset i Vejles banegård.

Her gik en mand fuldstændig umotiveret amok med en peberspray, mens han fægtede omkring sig med en kniv.

Det fortæller Jørn Bystrup, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

»Han kommer gående og helt umotiveret sprøjter han peberspray i ansigtet på en mand, der har taget ophold ude foran Lagkagehuset,« siger vagtchefen og fortsætter:

»Efterfølgende går han ind i Lagkagehuset og sprøjter peberspray efter en kunde, der bliver ramt i nakken.«

Ifølge Jørn Bystrup begynder manden herefter at fægte med en større kniv - formentlig en brødkniv.

Vagtchefen fortæller endvidere, at der er tale om en 46-årig mand.

»Han er kendt af os for lignende kriminalitet, og derfor overvejer vi nu at fremstille ham i grundlovsforhør i morgen (fredag, red.),« siger Jørn Bystrup.

Der blev tilkaldt en ambulance i forbindelse med hændelsen, men vagtchef Jørn Bystrup fortæller dog, at de to ofre ikke kom alvorligt til skade.

Ifølge Velje Amts Folkeblad lukkede Lagkagehuset ned i kølvandet på den voldsomme hændelse.

Butikken holder eftersigende lukket resten af torsdagen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 14.10.