Tolderne i Københavns Lufthavn i Kastrup fik hænderne fulde, da de undersøgte en gruppe mænd, der lige var ankommet fra den egyptiske hovedstad Kairo.

De fem flypassagerer viste sig tilsammen at medbringe ikke mindre end 672 kg vandpibetobak fordelt i 24 kufferter a 28 kg, som de forsøgte at indføre uden at betale told.

Hvis smugleriet ikke var blevet opdaget, ville statskassen være blevet unddraget et beløb på 756.576 kr. i told og afgifter.

Derfor blev den formodede hovedmand i indsmuglingen - en 46-årig mand - tirsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København med krav om varetægtsfængsling.

Han nægtede sig skyldig i sigtelsen, men blev varetægtsfængslet for ni dage. En formodet medskyldig mand på 19 år blev samtidig også varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede i retsmødet.