Lyt til artiklen

19-årige Victor Skjødt fra det meget omdiskuterede DR-program 'Fuckbois' fik sidste sommer en stor bøde og et kørselsforbud af politiet. Det skete, efter at politiet havde målt ham til at køre 93 km/t i en byzone i en Mercedes E-klasse med to af sine venner som passagerer. Det blev onsdag aften afsløret i 'Politijagten' på Kanal 5.

»Det er en varm sommerdag, og så har man lige fået lov til at låne bilen. Så skal man ud at give den lidt gas, og det er bare et dumt tidspunkt, kan man sige,« siger Victor Skjødt i programmet og tilføjer:

»Det er jo bare en klassisk drengerøv. Ja, hvad kan man kalde det.«

Victor Skjødt bekræfter over for BT, at det er ham, der optræder i programmet, men han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

»Det holder jeg for mig selv. Det er et år siden, så det har ikke rigtig nogen relevant indflydelse hos andre,« lyder det i et skriftligt svar til BT.

Kørselsforbuddet gives til personer, der har haft kørekort i mindre end tre år, og det betyder, at man skal gennemføre et uddannelsesforløb og op til en ny køreprøve. Victor Skjødt fik også en bøde på 3500 kroner. Nogle hårde konsekvenser som han kort efter sin vilde kørsel vist tydeligt forstod.

»Jeg mister i hvert fald kortet, og så skal jeg op igen,« lyder det nøgternt fra Victor Skjødt i programmet.

Victor Skjødt er sammen med to andre venner, Mikki Wisler og Kim Taggaard, lige nu aktuel i DR-programmet 'Fuckbois', der har forarget flere seere. I programmet følger man de tre unge fyre på 19 år, og deres samtaler handler mest om, hvem der har været sammen med flest og hvem, der kan score efter en bytur. For dem er det en konkurrence, og alt efter, hvem der har været sammen med flest, får man en høj status i deres vennegruppe.

'Politijagten' bliver sendt hver onsdag klokken 20:00 på Kanal 5. Du kan se klippet med Victor Skjødt i videoen herover.