Beboere i Hellerup er torsdag vågnet op til flade bildæk på deres firhjulstrækkere.
»Vi er allesammen dybt rystede over, at man opfører sig på den måde,« siger Dorte Christensen, som selv bor på Vinrankevej i Hellerup.
Tilsyneladende er det en aktion udført af klimaaktivister, som er imod store biler.
Dorte Christensen har til B.T. således delt en skriftlig udtalelse med den aktivistiske gruppe The Tyre Extuingishers som afsender.
»SUV'er, firhjulstrækkere og andre store biler er en katastrofe for vores klima,« lyder det blandt andet i udtalelsen, som er efterladt på bilruder i Hellerup.
Derfor har gruppen efter eget udsagn »lukket luften ud af ét eller flere« af beboernes bildæk.
Det lader også til at være gået ud over en anden beboer, Mette, som melder at have fået lukket luften ud af to biler – en hybrid- og en elbil.
Hun har til B.T. delt et billede af sin Audi Q4, som har fået et fladt bagdæk.

Nordsjællands Politi bekræfter over for B.T., at man har modtaget flere anmeldelser fra Hellerup om 'hærværk mod bildæk'.
I politikredsen kan man over for B.T. i øjeblikket ikke dele yderligere oplysninger om sagen, som lige nu efterforskes, lyder det.
Dorte Christensen, som har kontaktet B.T., har sendt et billede af sin nabos' firhjulstrækker uden luft i bagdækket.
Hun mener, at aktivisterne lader deres utilfredshed gå ud over de forkerte.
»Man kan da godt være forarget over, hvad for en bil, folk kører rundt i,« medgiver hun, »men jeg synes, at hvis man skal lukke luft ud af biler, kan man jo tage ministerbilerne i stedet for. Det er sådan set dem, der har ansvaret for vores miljø. Det er de folkevalgte. Vi betaler så mange penge i skat for, at tingene skal være i orden, og tingene er bare ikke i orden«.

»Men den der form for selvtægt, må jeg indrømme, den kan jeg slet, slet ikke acceptere i et demokratisk land. Det bliver jeg vred over,« siger hun.
Dorte Christensen fortæller, at i alt to af hendes naboer på Vinrankevej har fået lukket luften ud af et eller flere dæk.
Hændelsen bliver samtidig diskuteret i Facebook-gruppen for Hellerupbeboere 'Det sker i Hellerup', hvor en person skriver, at politiet »er på opgaven og på vej rundt på vejene for at sikre spor«.
Imens kan man på aktivistgruppens hjemmeside få vejledning til, hvordan man selv kan lukke luften ud af bildæk. Det indebærer blandt andet hjælp til at spotte firhjulstrækkere: de er 'højere end de fleste andre biler', lyder det.
Den skriftlige hilsen, som aktivisterne har efterladt i Hellerup, slutter med ordene:
»Du vil ikke have noget problem med at komme rundt uden din benzinsluger, brug dine ben, cyklen eller offentlig transport.«

B.T. arbejder på at få en kommentar fra gruppen.

