Et mere end 100 år gammelt veterantog, der kører mellem Vejle og Jelling, blev lørdag udsat for en slem omgang graffitihærværk.

»Vi synes ikke, det er værdigt at vise det lort, de har lavet.«

Sådan lyder det fra formanden for Sydjyllands Veterantog, Henrik Cordtz, da vi spørger ham, om vi må se et billede af hærværket, der skulle være malet i grå og lyserøde farver.

Og ikke nok med, at det efter sigende ikke er særlig kønt, så bliver det også en dyr omgang.

»Selvom det ikke ødelægger vognen, så kommer det til at koste os mange penge,« fortæller Henrik Cordtz.

Det løber formentligt op i mere end 10.000 kroner, før vognen, der beskrives som et kulturerklenodie, er køreklar igen.

Man vil nemlig ikke have den på skinnerne, før den ser ud, som den gjorde før.

»Vognen er taget ud af drift, og det er ærgerligt, for det er jo højsæson,« siger formanden.

Med lidt god vilje vil man nå at få den tilbage på sporet i de sidste dage af sommerhalvåret.

Dog er det mere sandsynligt, at det først bliver omkring efterårsferien, mener Henrik Cordtz.

Episoden er meldt til politiet, og veterantogsklubben har ingen idé om, hvem der kunne finde på at gøre den slags.

Toget var første gang på på skinner tilbage i 1911.