Det var en eftermiddag efter skole som mange andre. Thomas gik i 8. eller 9. klasse og var taget med en af sine klassekammerater hjem. De to teenagedrenge sad og spillede PlayStation, da Thomas begyndte at føle sig træt efter en lang dag i skolen, og han lagde sig ned bag sin ven.

Da det blev Thomas’ tur til at spille, lagde hans ven sig bag ham. Han lagde sine ben over Thomas', og på et tidspunkt lagde han også sin hånd på Thomas’ bagdel. Thomas' første tanke var, at hans ven måske var træt i armen og ville hvile den, men pludselig kunne han mærke, at hans ven begyndte at massere hans balle.

Thomas var ikke helt klar over, hvad der foregik, men han rørte også ved sin vens numse, fordi han havde en følelse af, at han skulle gøre det samme.

Efter noget tid trængte Thomas’ ven op i ham bagfra og begyndte at voldtage ham.

B.T. har som en del af serien #Voldtaget kortlagt alle domme for voldtægt i Danmark gennem halvandet år. På kortet herunder kan du finde de enkelte sager.

Følte sig som den eneste i verden

»Da han trængte op i mig, tænkte jeg bare: ‘fuck’. Jeg havde lyst til at skrige, til at løbe og til at kaste med ting, men det eneste, jeg kunne, var bare at ligge og tage imod«, fortæller Thomas.

Efter overgrebet skammede Thomas sig meget, og der gik halvandet år, før han fortalte nogen om, hvad der var sket.

»Da det skete for mig, følte jeg, at jeg var den eneste i verden, og det var utroligt ensomt.«

I videoen nedenfor kan du høre tre voldtægtsofre fortælle om, hvilken hjælp de har manglet, da de meldte deres overgreb

Thomas er i dag 31 år, og hans nærmeste familie og venner kender godt til det, han var udsat for. Thomas ønsker dog at være anonym, da alle ikke kender hans historie. Thomas’ fulde identitet er redaktionen bekendt.

»Jeg kan ikke huske, om det gjorde ondt, men jeg kan huske, det var klamt. Bagefter havde jeg lyst til at brække mig, og jeg følte, jeg skulle på toilettet. Jeg forsøgte også, men der kom ikke noget ud bagfra overhovedet.«

Overgrebet fyldte efterfølgende meget i Thomas' tanker. Samtidig havde han det også svært derhjemme, fordi hans far var alkoholiker.

Snak om det

Hans mor har siden fortalt Thomas, at hun kunne mærke, der måtte være sket noget, som tyngede ham, men havde ingen idé om hvad, før Thomas to år efter gav hende et brev, hvor han havde skrevet det hele ned.

Efter han havde fortalt om overgrebet, startede Thomas i en samtalegruppe for voksne børn, der har været udsat for overgreb. Her mødte han flere andre, der var blevet voldtaget eller udsat for incest.

Det var en stor hjælp og gav ham en følelse af, at han ikke var alene, og at han gerne måtte være ked af det, der var sket ham.

Som ældre har Thomas flere gange tænkt over, hvorfor han ikke sagde fra overfor sin ven, da han begyndte at røre ved ham.

»Det er svært at forklare, men det var en oplevelse af, at han langsomt overskred flere og flere af mine grænser, men fordi jeg havde ladet ham overskride den første, så blev det svært for mig at sige stop, da han fortsatte.«

I dag har Thomas det godt, og han er ikke længere mærket af overgrebet. For ham har det været en stor hjælp at snakke med andre om det, han var udsat for.

»Det hjælper på alle måder. Det at gå og gemme det for sig selv, det har været det dummeste, men det er jo også skamfuldt. Det er det jo.«

Har du været udsat for et seksuelt overgreb, og kunne du have lyst til at dele din historie. Så kontakt B.T.s journalister på bopo@bt.dk, jepa@bt.dk eller cweb@bt.dk.