Tog billeder af små børn på dansk strand

En udenlandsk mand blev torsdag sigtet for blufærdighedskrænkelse, efter han havde taget billeder af børn på stranden i Marielyst.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog torsdag klokken 18:35 en anmeldelse om, at en mand blev tilbageholdt af andre badegæster på stranden. Det fremgår af politiets døgnrapport.

'Han (den tilbageholdte mand, red.) havde taget billeder af nogle børn på stranden i Marielyst og uddelt sedler til dem om kontakt', oplyser politiet.

Det viste sig, at manden var en 49-årig udenlandsk feriegæst, og han erkendte ifølge politiet, at han havde haft sedler med, ligesom han havde taget billeder af børn.

Klokken 19:30 blev manden anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse.