Det er fortsat et mysterium, hvad der er sket med den 19-årige græske turist, Nikolaos Isidoros Theodoridis.

Den unge mand kom til Aalborg 26. november, men siden har ingen set ham.

Sikkert er det, at han ringede hjem til sin familie fra lufthavnen og fortalte, at han var kommet godt frem.

Politiet er også ret sikre på, at han siden opholdt sig i det centrale Nørresundby, men derudover er hans skæbne uvis.

Nikolaos skulle kun være i Danmark en uges tid, men da han ikke tog sin planlagte flyver hjem igen, slog hans familie alarm.

Onsdag i denne uge blev han efterlyst med billede, og torsdag ledte dykkere efter ham i havnen i Nørresundby.

Desværre uden resultat.

»Der er desværre ikke noget nyt i sagen. Han er ikke fundet endnu,« lyder det fra vagtchefen i Nordjyllands Politi Bruno Brix lørdag morgen.

Nikolaos Isidoros Theodoridis bliver beskrevet som værende 170 centimeter høj og tynd af bygning. Hans hår er brunt, og det samme er hans øjne.

Han var, da han forlod Aalborg Lufthavn i slutningen af november, iført en lys jakke, mørk trøje med lyst print på brystet, sorte bukser og mørke sko. Han medbragte desuden en mørk rygsæk.

På trods af efterlysningen har politiet kun modtaget få oplysninger i sagen. Og intet har ført noget konkret med sig.

Derfor vil politiet stadig gerne høre fra folk i Nørresundby eller Aalborg, der kan have set den unge mand. Har du oplysninger, der kan hjælpe politiet, så ring på telefon 114.