En 31-årig hjemmehjælper blev lørdag anholdt i København.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Kvinden er blevet sigtet for ti tyveriforhold og fire forhold af databedrageri – alle begået mod ældre borgere.

Til B.T. fortæller Bjarke Dalsgaard, der er viceinspektør ved Københavns Politi:

»Forholdene har fundet sted i løbet af det sidste år. Primært på Østerbro i København. Der er blevet taget både smykker og kontanter hjemme hos de ældre, som hun havde adgang til via sit arbejde.«

Nogle af forholdene er blevet begået mod den samme person, men der er i alt 10 ældre borgere, der har været udsat.

»Der er blevet hævet i alt 52.000 kroner på deres kontokort,« fortæller viceinspektøren.