En 24-årig mand fra Letland er idømt tre års fængsel for at have sendt tre mennesker i døden ved en voldsom trafikulykke.

Det har Retten i Herning afgjort.

Den dømte - Edijs Bukelis - var tiltalt for uagtsomt manddrab ved at have forvoldt tre personers død 9. december 2018 nær Holstebro.

Aftenen før ulykken drak han whisky sammen med nogle arbejdskammerater. Med en promille på mindst 1,46 satte han sig bag rattet i en sølvgrå Ford Mondeo.

På Hodsagervej tørnede han ind i en Citroën C1 med fire personer i bilen. En 41-årig kvinde og en syvårig pige omkom ved ulykken.

Kvindens niårige søn blev hårdt kvæstet og døde dagen efter. Kvindens syvårige datter blev kvæstet, men hun overlevede.

En bilinspektør har anslået, at manden kørte bilen med en hastighed på mindst 137 kilometer i timen på strækningen, hvor farten højst må være 80 kilometer i timen.

Retten vurderer, at der var tale om hensynsløs kørsel.

»Der er meget, der tyder på, at den her ulykke kunne være undgået, hvis ikke du havde været spirituspåvirket. Derfor mener vi, din kørsel kan karakteriseres som særlig hensynsløs,« forklarer retsformand Michael Lynge Jensen.

Det kom under retssagen frem, at den tiltalte aldrig har erhvervet kørekort. Han har forsøgt, men er dumpet to gange. Det har dog ikke forhindret ham i at køre spritkørsel i sit hjemland. Det blev han dømt for i 2017.

Ud over fængsel i tre år er manden frakendt retten til at erhverve kørekort, ligesom han udvises fra Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

Den dømte har erkendt at have forvoldt tre menneskers død. Han afviser dog, at han kørte så stærkt, som politiet hævder.

Bilen, der blev påkørt af den dømte, blev kastet 64 meter ved sammenstødet. Den syvårige pige, der overlevede ulykken, pådrog sig flere knoglebrud og et 10 centimeter langt sår på skalpen.

Pårørende til de afdøde havde krævet en erstatning af manden på cirka 1,9 millioner kroner.

De tilkendes med byrettens dom en samlet erstatning på knap 500.000 kroner.

Den tiltalte modtager dommen, oplyser hans forsvarsadvokat.

Læs B.T.'s LIVE-dækning af retssagen nedenfor.