En 18-årig mand blev mandag aften genoplivet i Kalundborg Svømmehal efter, at han pludselig mistede bevidstheden i bassinet.

Svømmegæster i Kalundborg Svømmehal fik et chok mandag aften, da de pludselig blev vidne til genoplivningen af en ung mand på bassinkanten.

Den 18-årig mand mistede - uvist af hvilken grund - bevidstheden, men blev hurtigt reddet i land af andre tilstedeværende i svømmehallen.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi.

»Ja, der har været en ulykke i svømmehallen, men heldigvis endte den lykkeligt,« fortæller pressemedarbejder Martin Bjerregaard.

Politi og ambulance blev alarmeret klokken 17.28, da den unge mand fra Kalundborg havde mistet bevidstheden.

»Der blev ydet førstehjælp i svømmehallen af de andre tilstedeværende, og heldigvis endte det godt,« siger politimanden.

Det er endnu ikke oplyst, hvorvidt den unge mand kom i vanskeligheder under svømningen, eller om han lider af en sygdom.

Da han kom til sig selv, blev han kørt til tjek på skadestuen, men ifølge politiets oplysninger kunne han tage hjem igen uden varige mén.

Der var en del mennesker i svømmehallen, som så, hvordan den unge mand blev hevet op og fik førstehjælp.

»Vores patrulje derude måtte yde psykisk førstehjælp til dem, der havde overværet episoden,« siger Martin Bjerregaard.