Politiet i Nordjylland efterlyser den 35-årige Ali Kachach.

Han mistænkes for drabsforsøg i Aalborg i oktober sidste år. Politiet tror, at Ali Kachach har været rejst ud af landet i en periode, men mener nu, at han er tilbage.

Ali Kachach er efterlyst for en skudepisode 13. oktober 2016. Her blev en 25-årig mand ramt af flere skud på Skydebanevej i det vestlige Aalborg klokken 01.40 om natten. Manden slap dog med livet i behold. Men siden har politiet efterforsket sagen.

Tilbage i december 2016 udstedte Retten i Aalborg en fængslingskendelse på Ali Kachach in absentia. Siden har han været eftersøgt af politiet herhjemme og internationalt via Interpol, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet opfordrer Ali Kachach til at melde sig selv.

»Han har hele tiden været klar over, at vi leder efter ham. Det må være ubehageligt, når man konstant skal kigge sig over skulderen,« siger efterforskningslederen politikommissær Henrik Staal i pressemeddelelsen.

Hvis man har kendskab til, hvor Ali Kachach befinder sig eller ser den 35-årige mand, så kan man kontakte politiet på 114. Politiet skriver i øvrigt i pressemeddelelsen, at man ikke skal forsøge at 'pågribe eller tilbageholde ham af egen drift'.

I sagen, hvor Ali Kachach er efterlyst, er der allerede en person dømt for drabsforsøg. Politiet oplyser desuden, at der er flere gerningsmænd i sagen, men at man ikke har yderligere kommentarer til den verserende efterforskning.

Nordjyllands Politi efterlyser 35-årige Ali Kachach for drabsforsøg.
Nordjyllands Politi efterlyser 35-årige Ali Kachach for drabsforsøg.
Vis mere