Kender du noget til sagen, så vil BT gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk.

En eller flere ukendte personer har været på visit i Mødrehjælpens genbrug i Sct. Mathias Gade i Viborg. Her blev der taget en sum i nærheden af 1000 kroner. Og det har fået folk helt op i det røde felt.

Det er Viborg Stifts Folkeblad, der har beskrevet tyveriet, som har fået mediets læsere på Facebook til at rase.

Genbrugsforretningens penge lå gemt i en blikdåse i butikken. Men den eller de uvelkomne gæster fandt alligevel frem til dem.

Og så var de væk.

Tyven eller tyvene har været i butikken, der ligger i Sct. Mathias Gade i Viborg, mellem lørdag 14.45 og søndag klokken 10.00.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad er tyven eller tyvene kommet ind i butikken ved at bryde et vindue op. Det fortæller politiet til mediet.

Nyheden, som blev udgivet mandag formiddag, har fået flere personer til at fare i flint. Det sker i kommentarfeltet på mediets Facebookside.

En person ved navn Gitte Vels skriver:

'skam jer/dig .... Hvem fanden kan finde på at stjæle fra svage medborgere der har gavn af de penge som mødrehjælpen skaffer ved salg af genbrugstøj/ting.'

En anden person ved navn Else Staal-Thomsen skriver:

'Hvor lavt kan man synke.'

Mens en tredje person ved navn Marie Brorsen Skaarup skriver:

'Arhj. Kunne de da ikke have fundet nogle andre at stjæle fra? Det er dårlig forbryderstil.'