Britiske Warren Lyttle hævder, at hans hustru døde under en sadomasochistisk sex-leg, men politiet tror ham ikke. De kræver ham 20 år bag tremmer.

Den 52-årige brite Warren Lyttle blev arresteret tilbage i januar, da politiet fandt hans tre år yngre hustru Lisa Jane død i parrets hjem i Costa de la Calma nær Magaluf på den spanske ferieø Mallorca. Det skriver den britiske avis Metro.

Warren Lyttle fortalte dengang politiet, at hustruen ulykkeligvis havde mistet livet 23. januar, da han tog kvælertag på hende under sex som led i et sadomasochistisk rollespil.

Men anklagemyndigheden tror ikke den 52-årige bilsælger. Obduktionen viser rigtigt nok, at den 49-årige Lisa Jane døde som følge af kvælning, men anklagemyndigheden mener, at Warren Lyttle angreb sin hustru med ledningen til en mobiloplader og kvalte hende i kølvandet på et ophedet skænderi.

Derfor kræver politiets anklager, at dommeren udnytter strafferammen fuldt ud og idømmer den 52-årige maksimumstraffen for drab på 20 års fængsel, når han skal for retten mandag.

I retten vil Warren Lyttle desuden blive mødt med et krav om at betale 180.000 pund svarende til 1,3 millioner danske kroner til hustruens voksne datter.

Ud over den offentlige retssag så risikerer Warren Lyttle også at blive mødt af et privat sagsanlæg fra familiens advokat, som er normal praksis i Spanien.

Den dræbte Lisa Jane boede til daglig i Kilburn nord for London, men fløj ofte til Spanien for at besøge sin mand.

Warren Lyttle har siddet fængslet siden januar. Retssagen mod ham begynder mandag.