Fredag formiddag er tre mænd på 28, 36 og 47 år blevet fremstillet i et lukket grundlovsforhør i Herning, sigtet for at have udøvet grov vold mod en 37-årig kvindelig skattemedarbejder fra Silkeborg.

Ifølge politiets sigtelse blev den 37-årige kvindelige medarbejder fra SKAT opsøgt af de tre mænd ved sit hjem i Silkeborg-området tidligt om morgenen den 14. marts i år. Her blev hun overdynget med slag med knyttet næve i ansigtet og på kroppen, hvilket medførte flere kæbe- og ribbensbrud.

Anklageren sagde i grundlovsforhøret, at det er politiets opfattelse, at overfaldet skete som følge af den kvindelige skattemedarbejders sagsbehandling af en af de sigtedes virksomhed. De tre mænd, der alle er af udenlandsk herkomst, er bosiddende i Københavnsområdet, og blev anholdt i går af Midt- og Vestjyllands Politi.

De er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 119 og 245 ved ’i forening at have planlagt og udøvet vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter begået mod nogen i offentlig tjeneste eller hverv’. De nægter sig skyldige.

Grundlovsforhøret foregik trods protester fra pressen for lukkede døre. Dommer Michael Lynge Jensen sagde i afgørelsen, at hensynet til politiets fremadrettede efterforskning på nuværende tidspunkt er større end hensynet til offentlighedens interesse.

Grundlovsforhøret forventes at vare flere timer.