»Jeg lukkede døren igen, for jeg troede ikke, at det var rigtigt, det jeg så. Det blev jeg meget, meget rystet over.«

Sådan fortæller Brian Ellegaard Hansen, der var første mand til at se, hvordan Spjellerup Kirke ved Karis på Sydsjælland så ud efter en ukendt gerningsmand havde hærget kirken.

Kirkegraveren åbnede dørene tirsdag morgen, efter kirken havde stået åben i weekenden.

»Kirken var helt snehvid. Jeg kunne ikke se malingen eller farverne i gulvet. Det var, fordi der var tømt to store pulverslukkere ud over hele kirken fra gulv til loft.«

Det ene sidepanel var blevet revet af alteret. 
Det ene sidepanel var blevet revet af alteret.  Foto: Privat
Vis mere

»Vores orgel, har gerningsmanden ødelagt ved at rive en masse slanger ud. Vores alter har han smadret. Han har revet hele den ene side af. Det er et meget gammelt alter, som er uerstatteligt,« siger Brian Ellegaard Hansen.

Sydsjællands- og Lollands Falsters Politi fortæller, at de efterforsker sagen som groft hærværk. De har ikke anholdt nogen i sagen endnu.

»Det er noget forfærdeligt noget. Det, der rammer dybest, er, at det er et rum, der i mange generationer har betydet rigtig meget for rigtig mange mennesker,« siger Torben Petersen, der er præst i Spjellerup Kirke og fortsætter:

»Nogle af de ting, der er blevet vandaliseret, er ting, der er meget, meget gamle og som har fortalt en stor del af historien her. Det er meget smertefuldt og ubehageligt.« 

Her ses nogle af de slanger i orglet, der var blevet revet over gerningsmanden. 
Her ses nogle af de slanger i orglet, der var blevet revet over gerningsmanden.  Foto: Privat
Vis mere

Ind til videre har man besluttet at lukke Spjellerup Kirke i en måned på grund af oprydningsarbejdet.

»Der er nu et omfattende rengøringsarbejde, som vi ikke kan gøre selv. Brandslukningspulveret kan vi ikke selv fjerne. Det skal der specialister til at gøre, så det bliver bekosteligt,« siger Brian Ellegaard Hansen.

Han fortæller videre, at gerningsmanden ikke umiddelbart har stjålet nogle genstande fra kirken.

»Men de har taget altervinen med sig, den skal man dog ikke drikke i store mængder,« siger præst Torben Petersen.

Søndagens gudstjeneste er rykket til præstegården, tilføjer han.

Sydsjællands- og Lollands Falsters Politi hører gerne fra vidner eller andre, der har oplysninger til sagen. Ring til politiet på telefonnummer 1-1-4.