Politiet offentliggør nu en overvågningsvideo fra et voldsomt kioskrøveri, som fandt sted i Slagelse fredag eftermiddag. Det skyldes, at de to gerningsmænd, fire dage efter røveriet, stadig er på fri fod.

Videoen viser, hvordan de to mænd - iklædt beige og grå hættetrøjer og elefanthuer - blandt andet skubber kioskens ældre, kvindelige ekspedient ned i gulvet. Kvinden endte også på sygehuset efter røveriet, hvor man konstaterede knubs og en flænge i huden. Hun var dog tilbage på arbejde i kiosken dagen efter. Det skriver Sjællandske Medier.

Mændene kom sammen ind i forretningen, hvor de efterfølgende delte sig op. Den ene gik om bag kasseapparatet, hvor han skubbede ekspedienten ind i butiksdisken og i gulvet, imens den anden stod ved indgangen.

Røverne fik ikke noget udbytte med sig, men ifølge kioskens ejer tabte de bl.a. en mobiltelefon, som måske vil kunne hjælpe til at identificere dem. Men eftersom de to gerningsmænd stadig ikke er pågrebet, vil politiet gerne høre fra vidner.

Du kan kontakte politiet på telefon 114, hvis du ved noget.

Signalementet af de to mænd er sparsomt, da de var tildækkede. De medbragte kokkeknive under røveriet.

»Vi kan dog se, at de er lyse i huden,« fortæller politikommissær Jens Jedig Christiansen, lokalpolitiet i Slagelse, til Sjællandske Medier.

Tirsdag aften er det ikke muligt for vagtchefen at oplyse over for B.T., om politiet har fået henvendelser efter offentliggørelsen af videoen.