Torsdag morgen rykkede både politi og brandvæsen ud til en brand i en kiosk på Skelagervej i Aarhus.

Anmeldelsen kom ind kl. 07.39, og kort efter havde brandfolkene slukket ilden.

Men på grund af flere mistænkelige forhold ved branden valgte Østjyllands Politi at afspærre stedet.

Det skriver Østjyllands Politi selv. 

Politiet har foretaget tekniske undersøgelser og gennemgået videoovervågning - og resultaterne betyder nu, at branden efterforskes som påsat. 

Ifølge politiets vurdering blev branden antændt omkring klokken 01 natten til torsdag. 

Derfor hører Østjyllands Politi gerne fra vidner, der kan have set nogle mistænkelige personer omkring kiosken i tidsrummet klokken 00.30 til 01.30. 

Af hensyn til efterforskningen ønsker politiet på nuværende tidspunkt ikke at oplyse flere detaljer i sagen. 

Butikken var tom, da branden startede, og ingen kom til skade som følge af branden. Den forårsagede dog større materielle skader.