En fotograf, der arbejdede med Kim Wall på et stort projekt i USA, mindes sin veninde på dagen, hvor Peter Madsen igen fik opmærksomhed.

Kim Wall og Ye Ming arbejdede sammen i et helt år på en reportage i USA. Projektet blev aldrig gjort færdig. For Kim Wall mistede livet om bord på Peter Madsens ubåd.

Onsdag trak den drabsdømte danske raketbygger igen opmærksomhed, da Østre Landsret indledte ankesagen. Peter Madsen har valgt ikke at anke skyldsspørgsmålet, men kræver en mildere straf end den livstidsstraf, byretten idømte ham i april.

Men Ye Ming ønsker at flytte fokus tilbage på Kim Wall:

Ingrid Wall, Kim Wall's mor fotograferet på årsdagen for hendes datters død i forbindelse med "Run for Kim" i Trelleborg 10. august 2018. Vis mere

»Jeg håber, at det ikke er ham, vi husker i fremtiden, men at vi vil huske Kim og hendes arbejde,« siger Ye Ming til den svenske avis Expressen.

Ming og Wall arbejdede sammen i mere end et år. En reportage fra staten Connecticut, med billeder af Ye Ming og tekst af Kim Wall, var næsten klar.

Men 10. juni sidste år steg Kim Wall om bord Peter Madsen ubåd for at lave en reportage om den farverige dansker. Den sejlads vendte hun ikke levende tilbage fra.

For Ye Ming har det været et smertefuldt år. Tanken om Kim Walls grusomme skæbne har holdt hende vågen i mange nætter, og når Peter Madsen nu igen skaber overskrifter, ønsker hun at flytte fokus hen på sin afdøde ven Kim Wall.

Journalister og fotografer står i kø for at tale med anklager Kristian Kirk efter første retsdag i ankesagen mod Peter Madsen. Vis mere

»I løbet af det seneste år har jeg og mange andre lært at håndtere, hvad der skete, og lært at fokusere på det positive i hendes liv,« siger Ye Ming.

I sidste måned arrangerede Kim Walls familie 'Run for Kim', hvor mennesker over hele verden løb for at mindes journalisten og samle penge ind til Kim Wall Memorial Fund. Det er ifølge Ye Ming et godt eksempel på, hvordan fokus kan holdes på Kim Walls liv.

»Der var en positiv følelse af, at folk kan gøre noget sammen. At ære hendes minde og glemme Peter Madsen helt. Jeg håber, at det ikke er ham, vi husker i fremtiden, men vi vil huske Kim og hendes arbejde,« siger Ye Ming.

Peter Madsen blev ikke glemt onsdag, hvor danske og udenlandske journalister og fotografer var mødt op for at dække ankesagen. Østre Landsret ventes at afsige dom 14. september.