En planlagt dramaserie om efterforskningen i sagen om ubådsdrabet på den svenske journalist Kim Wall får nu hård kritik af hendes danske kæreste.

Ole Stobbe tager afstand fra dramaserien, som han føler på upassende vis vil gøre Kim Walls død til underholdning på bekostning af fortællingen om hendes liv.

I fredagens udgave af Weekendavisen sammenligner Ole Stobbe i en helsidesartikel sin dræbte kærestes rolle for den planlagte produktion med et kagefad:

»Hun skulle være grundlag for serien på samme måde, som et fad er grundlag for serveringen af en kage: Essentiel og samtidig helt underordnet.«

I oktober sidste år kom det frem, at den danske filminstruktør Tobias Lindholm ville gå i gang med at skrive og instruere en miniserie om drabet på Kim Wall og især efterforskningens første fase.

I en pressemeddelelse oplyste instruktøren, at dramaserien ville blive skabt i et tæt samarbejde med den nu pensionerede leder af efterforskningen, drabschef Jens Møller, og Kim Walls forældre.

»I produktionen af en krimiserie som denne, der er bygget på rigtige begivenheder og rigtige personers liv, kan og vil jeg ikke agere alene. Samarbejdet med Jens Møller og Ingrid og Joachim Wall er derfor afgørende,« lød det dengang fra Tobias Lindholm.

Også Kim Walls efterladte kæreste er blevet inddraget i processen omkring krimiseriens skabelse.

Den tidligere drabschef Jens Møller stod i spidsen for eftersøgningen af Kim Wall og efterforskningen af hendes død. Siden har han skrevet om sagen i sin erindringsbog, ligesom han bidrager til skabelsen af den kommende dramaserie om efterforskningen.
Den tidligere drabschef Jens Møller stod i spidsen for eftersøgningen af Kim Wall og efterforskningen af hendes død. Siden har han skrevet om sagen i sin erindringsbog, ligesom han bidrager til skabelsen af den kommende dramaserie om efterforskningen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I artiklen i Weekendavisen fortæller Ole Stobbe, hvordan han en uges tid efter den endelig dom over Kim Walls morder, Peter Madsen, får besøg af Jens Møller.

»Politiets drabschef tog sine sko af. Jeg havde lavet kaffe. Han fortalte om sin bog, der ville udkomme om få dage. Og han fortalte om en dramaserie, der skulle have premiere om to til tre år. Bogen havde et kapitel om sagen, serien handlede ikke om andet,« skriver Ole Stobbe.

Efter svære overvejelser besluttede Kim Walls kæreste at gå med til at medvirke til skabelsen af serien Efterforskningen, som det allerede var blevet besluttet at igangsætte, da han til sin overraskelse blev kontaktet.

»Jeg blev inviteret indenfor, man spurgte til mine synspunkter og understregede samtidig, at egentlig indflydelse skulle jeg ikke forvente. Jeg måtte indstille mig på at være tilskuer til fortællingen om Kims tragedie og mit eget liv,« skriver Ole Stobbe, som efterhånden får nok og afbryder samarbejdet med seriens skabere.

Her ses Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall ombord på opfinderens ubåd 'UC3 Nautilus' den 10. august 2017.
Her ses Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall ombord på opfinderens ubåd 'UC3 Nautilus' den 10. august 2017. Foto: PETER THOMPSON
Vis mere

Han føler, at serien er en fortsættelse af det kontroltab, som har pint ham og Kim Walls andre pårørende siden hendes forsvinden og brutale død for to år siden.

»Vores mareridt skulle gøres til underholdning for publikums, pengenes og for, hvad jeg anså for at være en utilstrækkelig moralsk forklarings (om politiets utrættelige kamp for retfærdighed, red.), skyld. Bestemt ikke for vores skyld og slet, slet ikke for Kims,« tilføjer han.

Han konkluderer derfor, at den planlagte dramaserie har udsigt til at blive en »fortælling på bekostning af hende«.

»Kim får aldrig lov til at blive husket, bare som den person hun var. Hun har fået en funktion, som hun aldrig selv ville vælge, og som ikke handler om hende. I dag er hun kagefad for Efterforskningen, og i morgen er det en anden produktion. Når medierne låner noget, bliver det aldrig leveret tilbage. Serien er en realitet, og den kunne sikkert have været værre. Ikke desto mindre er jeg imod den. Fuldstændigt og lige så længe, at Kims rolle er at være offer alene,« fastslår Ole Stobbe.