Opdatering: Storebæltsbroen oplyser kort før klokken 22.00, at der ikke længere er kødannelse.

Lastbilen, der tidligere fredag gik i brand på Storebæltsbroen, trækker fortsat lange spor efter sig.

For her mere end 10 timer senere er der fortsat massiv kødannelse på broen i vestgående retning mod Fyn.

Ifølge Vejdirektoratet er køen godt og vel 10 kilometer lang.

»Men de bevæger sig langsomt fremad,« lyder det.

Samme melding kommer der fra Storebælt selv. Her lyder det, at køen bliver »langsomt, men sikker afviklet.«

»Og det skyldes hændelsen fra tidligere,« siger pressevagten hos Storebælt.

Politiet modtog anmeldelsen om lastbilen klokken 09.34 fredag formiddag.

»Det er en kraftig brand, og førerhuset og ladet er overtændt,« fortalte Palle O. Hansen, der er kommunikationsmedarbejder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Siden forsøgt brandvæsnet ihærdigt at få kontrol over branden. Men da lastbilen var ladet med whiskyflasker, var det ikke ligetil.

Branden blev imidlertid slukket efterfølgende, men det har altså haft konsekvenser for trafikken over Storebælt resten af dagen.