Lille Victoria Jo lever i dag. Hun er snart tre år gammel. Men hun er lidt af et mirakel. Hendes gravide mor blev myrdet af en kvindelig kidnapper, som skar Jo fri mens moderens liv ebbede ud.

Den lille amerikanske pige fornemmer ikke så meget af, hvad der foregår i retten. Og godt for det.

For her skal det nemlig afgøres hvilken straf hendes mors morder og kidnapper, 39-årige Lisa Montgomery skal have.

Hvis hun altså bliver kendt skyldig – og det tyder ikke så lidt på, at hun bliver.

Dramaet fandt sted i december for tre år siden, hvor Bobbi Jo Stinnett var gravid i ottende måned.

Men en aften ringede det på døren til familiens hus, hvor gravide Bobbi Jo var alene hjemme. Udenfor stod Lisa Montgomery som gerne ville købe en hund.

Men ifølge politiet kom hun udelukkende for at kidnappe Bobbi Jos ufødte barn. Det fortæller BBC. Hun havde overvåget huset forinden, og vidste at Bobbi Jo var gravid – og til tider alene i huset.

Ifølge politiet gik hun straks til angreb på den gravide kvinde og forsøgte at kvæle hende. Derefter trak hun en kniv.

Anklageren Matt Withworth mener, at Bobbi Jo stadig var i live, da Lisa Montgomery begyndte at skære barnet ud.

For politiet mener, at blodspor og andet på stedet beviser, at hun forsøgte at forsvare sig og sit ufødte barn.

-Man kan se spor af, at de har trillet rundt i blodet på gulvet, og det er et klart bevis for, at en kamp foregik, sagde politibetjent Ben Espey i retten, fortæller BBC.

Den unge mor blev dræbt i december 2004, og blev efterfølgende fundet af sin mor, som også er vidne i retten. -Der var blod over alt, sagde en trøstesløs mor.

Men det var et mirakel, at barnet overlevede. Politiet og moderen kunne straks konstatere, da de nåede frem, at babyen var væk fra moderens skød.

Ved hjælp af en mail-konversation om et eventuelt hundekøb lykkedes det hurtigt politiet at spore den lille pige til Lisa Montgomerys hjem i delstaten Kansas.

Og kort tid efter kunne den lille baby så blive forenet med sin far.

Lisa Montgomery nægter at have dræbt Bobbi Jo Stinnett. Men hendes sag står dårligt.

For blandt hendes mange notater, mail og søgen på Internettet fandt politiet frem til, at hun nøje havde læst om, hvordan man gennemfører et kejsersnit.

-Hun har virkelig brugt megen tid på at forberede denne forbrydelse, sagde anklageren Matt Withworth til BBC.

Forsvaret har hidtil været tavs – men har dog kort meddelt, at man vil hævde, at Lisa Montgomery var psykisk syg, da forbrydelsen fandt sted.

Og den påstand vil næppe blive modsat! Men om det vil forhindre en livstids-dom, ja det vil dommeren siden afgøre.