Oprindeligt var planen, at syv tiltalte skulle have siddet på anklagebænken torsdag i Retten i Roskilde i en større sag om vold og kidnapning. Men da retsformand Signe Borregaard Rasmussen torsdag formiddag beordrede en længere pause, var der kun to tilbage.
Først på dagen havde der været tre, men i en tidlig pause valgte en af dem at fordufte.
Sagen drejer sig om to episoder, hvor to forskellige mænd i september 2024 blev tvunget ind i en bil og kørt væk til adresser i henholdsvis Jystrup og Osted.
Her blev de holdt frihedsberøvet i henholdsvis fire og ti timer, mens de blev udsat for forskellige former for vold og trusler samt ydmygende behandling.
Men selve sagens substans er man ikke kommet i nærheden af at tale om ved torsdagens retsmøde. End ikke sagens anklageskrift er blevet læst op.
Allerede inden retsmødet gik i gang, var to af de syv tiltalte på sagens anklageskrift ude af billedet.
Den ene vil anklagemyndigheden have idømt en anden retsfølge end straf - det er ikke oplyst hvilken, men det kan eksempelvis være forvaring på ubestemt tid - og den anden er i en anden sag allerede idømt 11 års fængsel, som i givet fald ville absorbere straffen fra den aktuelle sag.
Og det var af den grund sådan set helt efter bogen, at de syv tiltalte blev til fem. Men da retsformanden bød velkommen i retssalen, var kun tre af de fem til stede.
Den ene opholder sig angiveligt i udlandet og er ifølge specialanklager Rune Rydik også efterlyst internationalt.
Den anden har bare valgt ikke at dukke op, selv om hans forsvarsadvokat, Anders Schønnemann Olesen, har orienteret ham om, at retssagen begyndte torsdag.
Efter at anklageren og forsvarsadvokaterne havde fremført deres synspunkter, meddelte Signe Borregaard Rasmussen, at retten havde besluttet at udskille den efterlyste fra sagen, så hans sag skal behandles særskilt.
Den anden mand vil få en udeblivelsesdom, hvilket højst kan blive til en straf på et års fængsel.
Dermed var de syv tiltalte på anklageskriftet blevet til tre.
Men - da Signe Borregaard Rasmussen oplyste parterne om rettens afgørelse, var der kun to tiltalte tilbage i retslokalet. Den sidste, som var iført en blå Real Madrid-udebanetrøje, var væk.
- Han er gået en tur, fortalte Rune Rydik, efter at han kortvarigt havde forladt retslokalet for at tale med de politifolk, som opholdt sig ude foran.
Dermed var der kun to tiltalte tilbage, og retsformanden udsatte sagen til klokken 13 og henstillede til de to, at de nu dukkede op.
- Hvor fanden skulle jeg gå hen, grinede den ene af dem med henvisning til, at han er arrestant og bevogtes af politifolk, mens hans tilbageværende medtiltalte er bevogtet af personale fra Danmarks Fængsler.
Når retten sættes igen klokken 13, vil en fortsættelse af sagen formentlig afhænge af, om den tiltalte, som gik en tur, er dukket op igen.
Sidste forår blev en mand dømt i sagen, da han valgte at tilstå. Han blev straffet med fængsel i fem et halvt år i en sag, der drejede sig om besiddelse af en pistol og 30 kilo hash.
/ritzau/