Sherin Khankan kræver erstatning, fordi Naser Khader skrev om hendes "sorte islamistiske fortid" på Facebook.

De seneste to årtier har Sherin Khankan bevist med sine kronikker, bøger og sit arbejde som kvindelig imam, at hun ikke er islamist.

Derfor skal folketingsmedlem Naser Khader (K) stilles til ansvar for at have skrevet offentligt om Khankans "sorte islamistiske fortid" og hendes "fortid som radikal islamist".

Sådan lyder det mandag i Højesteret, hvor advokat René Offersen argumenterer for, at Naser Khader skal dømmes for injurier.

Politikeren har skrevet ting om Sherin Khankan, som har været stigmatiserende og undergravende for hendes person og arbejde, mener advokaten. Han repræsenterer Khankan.

- Naser Khaders motiv var at ramme Khankan, hvor han kunne, og hvor det ville gøre mest skade på hende, siger René Offersen.

René Offersen henviser til et opslag på Facebook, hvor Khader i efteråret 2017 beskrev Sherin Khankan som en kvinde med en islamistisk fortid.

Forinden havde politikeren sendt en mail til en række ordførere i Folketinget, hvor han ytrede sin bekymring om, at en bevilling på 680.000 kroner var på vej til en organisation, som Sherin Khankan er direktør for.

Mailen var foruden Naser Khader underskrevet af de daværende udlændingeordførere Marcus Knuth og Martin Henriksen fra henholdsvis Venstre og Dansk Folkeparti.

Organisationen, som Sherin Khankan har stiftet og er direktør for, hedder Exitcirklen. Den arbejder for at hjælpe ofre for psykisk vold.

I mailen skrev Khader, at Sherin Khankan har forsvaret piskeslagsstraf for utroskab.

Også denne påstand indgår i injuriesagen mod Naser Khader.

- Sherin har anset det som nødvendigt at anlægge denne sag om ærekrænkelser, fordi Khader i ond tro forsøgte at eliminere Sherins legitimitet og underminere den rolle, hun spillede i offentligheden i 2017.

- Sherin kunne ikke stiltiende lade Naser Khaders beskyldninger om islamisme blive stående, da hun dermed ville acceptere, at han og andre slår hende i hartkorn med politiske holdninger, som hun i hele sit virke har været med til at modarbejde, siger René Offersen.

Advokaten henviser til, at islamisme i Den Danske Ordbog beskrives som en ideologisk retning, der dikterer, at islam skal være grundlaget for samfundets indretning, og at sharia skal have forret i forhold til verdslig lovgivning.

Men orienterer man sig blot "overfladisk om Sherins offentlige virke", er det umuligt at få den forståelse, at hun mener, at hele samfundet skal indrettes efter islam, påpeger hendes advokat.

Han henviser til, at Sherin Khankan vedkender sig sufisme, som er en gren af islam, der respekterer sekularisme altså adskillelse af religion og stat.

Desuden forestår hun skilsmisse for muslimske kvinder i Mariam Moskéen i København, hvor hun er imam. Og hun vier muslimske kvinder og ikkemuslimske mænd.

Såkaldte tværreligiøse vielser af par, hvor kun kvinden er muslim, er et særsyn inden for islam.

Skilsmisse for muslimske kvinder og de tværreligiøse vielser ville ikke være muligt, hvis Sherin Khankan var islamist og tilhænger af sharialovgivning, argumenterer hendes advokat.

Sherin Khankan kræver 10.000 kroner i erstatning for ærekrænkelser.

Da sagen for et år siden blev behandlet i Østre Landsret, blev Naser Khader frikendt for injurierende udtalelser på Facebook.

Den del af sagen, der handler om mailen til medlemmer af Folketinget, blev afvist med henvisning til hans parlamentariske immunitet.

/ritzau/