Flere borgere har den sidste måneds tid fået sig et stort chok, mens de har spadseret i Aalborgs gader. 

Her er en bil af flere omgange kørt op på siden af en tilfældig gående, og helt uforvarende kastet ketchup på vedkommende.

Det fortæller Nordjyllands Politi til TV 2 Nord. 

Politikredsen oplyser, at de har modtaget syv anmeldelser siden slutningen af august, men de har en klar forestilling om, at gerningspersonen eller personerne har været på spil flere gange. 

En opførsel der bestemt ikke er acceptabel, understreger Simon Hjorth Jacobsen, der er leder af Nordjyllands Politis forebyggelsessektion i Aalborg, til mediet. 

»De gående bliver selvfølgelig forskrækket, og det er på ingen måde en acceptabel adfærd af gerningspersonerne.« 

Mediet skriver, at der i næsten samtlige sager er blevet anmeldt en sølvgrå Mercedes med yngre mænd.