»Er du gået i seng?«

Klokken har passeret de 21.30 tirsdag, da Kennet Nielsen smider sms'en af sted til sin ven, der er dyrlæge.

Misser, Kennet Nielsens kat på fire år, bløder og mjaver nemlig meget voldsomt den tirsdag aften.

»Man kan se, at der er løbet blod ned ad siderne på ham. Det er meget tydeligt, at han har meget ondt,« fortæller Kennet Nielsen og fortsætter:

Kennet Nielsen troede, at han skulle miste katten Misser, da katten kom hjem en aften og var blevet skudt.
Kennet Nielsen troede, at han skulle miste katten Misser, da katten kom hjem en aften og var blevet skudt. Foto: Privat
Vis mere

»Det er en forfærdelig følelse. En følelse af afmagt. Man er ked af det. Vores kæledyr er familiemedlemmer, og det er rigtig hårdt at miste et – selvom det kan lyde dumt,« fortæller Kennet Nielsen, der var overbevist om, at katten Misser skulle miste livet den aften.

Det gjorde Misser heldigvis ikke. Men beskeden fra dyrlægen var klar: »Det er meget, meget tydeligt, at han er blevet skudt.«

Kennet Nielsen har anmeldt episoden til politiet, hvilket bekræftes af Midt- og Vestsjællands Politi.

Det er ikke den første historie om en kat, der er blevet skudt. For nylig har B.T kunnet fortælle historien om katten Barolo, der blev skudt direkte i maven med et luftgevær.

Skuddet, der er gået hele vejen igennem katten Misser, ramte egentlig 'heldigt.' Lige over ryggen ved skulderbladet. Havde det ramt en centimeter længere nede, var katten blevet ramt i lungerne, og så kunne det være endt på en helt anden måde.

Dyrlægen rensede såret, syede ham, gav ham smertestillende og noget at sove på.

Skuddet gik hele vejen igennem Misser. Øverst ses det ene skudhul, her ses det andet.
Skuddet gik hele vejen igennem Misser. Øverst ses det ene skudhul, her ses det andet. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg tænker selvfølgelig, 'hvad er det for nogle sindssyge mennesker, der kan finde på at skyde en kat?'« fortæller Kennet Nielsen, der er overbevist om, at det er med fuldt overlæg, at den lidt hjulbenede Misser blev skudt den aften.

Misser blev en del af familien Nielsen, da Kennets søster fandt ham som killing. Efter en efterlysning på Facebook, hvor ingen meldte sig på banen som ejer til katten, valgte familien at beholde ham.

Misser tilhører egentlig Kennet Nielsens lille niece på fire år. Men de bor i lejlighed, derfor bor Misser ude på landet i Holbæk, hvor Kennet Nielsen flyttede til i maj.

Misser er fire år. Her ligger han og nyder livet sammen med Bølle på ni år.
Misser er fire år. Her ligger han og nyder livet sammen med Bølle på ni år. Foto: Privat
Vis mere

Her er der god plads at boltre sig på, og Misser får tilmed selskab af katten Bølle på ni år.

Kennet Nielsen forstår simpelthen ikke, hvorfor nogen kan finde på at skyde katte.

»Jeg vil hellere have, at I klager over katten til mig end bare at skyde den,« lyder det fra ham.

I dag halter Misser stadig en smule, men han burde slippe fra skudepisoden uden mén.