Skuespillere, sangere og entertainere står i kø til kendis-massørens briks. Flere kendte reklamerer for den eksklusive massage på hans hjemmeside.

På hjemmesiden Body-sds.dk reklamerer Søs Fenger, Michael Carøe, Mille Dinesen og Beate Bille for de massagemetoder, politiet mener er i strid med loven.

- Jeg har kun gode ting at sige om Body SDS, og jeg synes det er fuldstændig sindssygt, at politiet skal lave forbud mod en behandling, som mange mennesker er glade for, siger Beate Bille, som understreger at hun ikke har modtaget betaling for at anbefale behandlingen.

Listen over kendte, der har modtaget behandling af Bengt Valentino Andersen er lang. X-Factor dommer Remee har et særligt forhold til massøren, der hjalp ham med af med stress under den første omgang X Factor. Året efter satte han Bengt Valentino Andersen til at massere de fire deltagere fra Alien Beat Club.

Bengt Valentino Andersen var også Remees gæst i ’Stjernerne på Slottet’, hvor han gav massage til Anja Andersen, Hans Pilgaard, Kim Bodnia og Christiane Schaumburg-Müller. Massagen havde især en kraftig virkning på Kim Bodia, der brød grædende sammen for rullende kameraer.

Specialist i kendismassage

I 2009 fortalte Bengt Valentino Andersen i BT, at han har udviklet sine metoder specielt til kendte mennesker:

- Jeg har specialiseret mig i at udvikle det, jeg kalder talentkernen. Jeg arbejder ofte sammen med kendte mennesker, der har opnået rigtig mange ting her i livet. De kan derfor føle sig begrænsede i deres talent og har behov for at udvikle sig. Jeg har udviklet en særlig træningsform, der tager udgangspunkt i at træne leddene og vejrtrækningen. Rigtig mange har problemer med åndedrættet på grund af stress og præstationsangst i hverdagen, sagde Bengt Valentino Andersen.

Hans Pilgaard modtog massage af Bengt Valentino Andersen, da han deltog i ’Stjernerne på slottet’.

- Jeg har prøvet det, og jeg synes altid det er interessant, når nogen kommer med en ny approach til massage. Men jeg har en naturlig skepsis, når folk siger, at noget kan udrette mirakler og løsne op for knuder, du har haft i brystet siden du var tre år gammel, siger han.