»Vi kan slet ikke forstå, at han er gået rundt i vores hjem så mange gange i den periode.«

Sådan lyder det fra en kvinde, som kendte den 32-årige indgående i 2016.

Hele hendes familie har talt endeløst om den 32-årige, siden han blev anholdt og sigtet for frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige i Kirkerup. Nu er han ligeledes sigtet for drabet på Emilie Meng samt et voldtægtsforsøg sidste år.

Mens den 32-årige har erkendt sig delvist skyldig i de sigtelser, der er rejst mod ham i forbindelse med sagen om den 13-årige pige, nægter han sig skyldig i de øvrige sigtelser.

»Jeg skal gøre opmærksom på, ligesom det blev nævnt på pressemødet, at der altså kun er tale om sigtelser,« siger mandens forsvarsadvokat Karina Skou til B.T. og henviser til, at han altså endnu ikke er dømt for noget.

Selvom der foreløbigt kun er tale om sigtelser mod den 32-årige, har sagen gjort stort indtryk på mandens tidligere bekendte og hendes familie.

»Vi er alle sammen dybt rystede,« siger kvinden, som ønsker at være anonym.

Onsdagens pressemøde fra politiet har kun forværret deres knude i maven. For hvis manden, de kendte, er skyldig i bortførelse, voldtægt og drab af Emilie Meng, så gik han fuldstændig upåvirket rundt iblandt familien dengang.

Kvinden så ugentligt den 32-årige i perioden, hvor Emilie Meng forsvandt, og hun kan ikke huske, at der dengang var nogen som helst forandring i hans adfærd i hverdagen.

»Jeg har det forfærdeligt med, at jeg måske har gået rundt sammen med en morder.«