I bunden af artiklen kan du læse BTs livedækning af politiets pressemøde tidligere tirsdag.

Peter Madsen blev tirsdag tiltalt for at have dræbt Kim Wall. Den alvorlige tiltale giver Peter Madsen og hans forsvarsadvokat bedre muligheder for at forberede sig på retssagen, vurderer den kendte forsvarsadvokat Bjørn Elmquist .

Fem måneder og fem dage. Så lang tid gik der fra den svenske journalist Kim Wall sejlede ud på en tur med den danske ubådsbygger Peter Madsen – også kendt som Raket-Madsen – og til, at Peter Madsen blev tiltalt for drabet på den 30-årige kvinde.

Tirsdag fortalte anklager ved Københavns Politi Jakob Buch-Jepsen på et pressemøde, at politiet har valgt at tiltale Peter Madsen for både drab på Kim Wall samt for voldtægt af særlig farlig karakter ved andet seksuelt forhold end samleje og for usømmelig omgang med lig.

Peter Madsen fik forkyndt anklageskriftet i Vestre Fængsel, hvor han har siddet i sin celle i frivillig isolation de seneste mange måneder.

LÆS OGSÅ: Politiet om Raket-Madsen - han er farlig for andre mennesker

Den kendte forsvarsadvokat Bjørn Elmquist fortæller til BT, at den rejste tiltale gør en stor forskel for den måde, som 47-årige Peter Madsen og hans forsvarsadvokat Betina Hald Engmark kan arbejde på.

»Det betyder, at han og hans forsvarer nu præcist ved, hvad han bliver tiltalt for, hvad de skal forholde sig til, og hvad de vil blive mødt med i retten. Så derfor kan de nu konkret indrette og målrette deres arbejde efter det,« siger han og tilføjer, at Peter Madsen og hans forsvarer dermed vil kunne planlægge, hvordan de vil gribe bevisførelsen ad, og hvordan de vil forsvare sig.

Anklager Jakob Buch-Jepsen oplyste på pressemødet, at man mener, at Peter Madsen har planlagt og forberedt drabet på Kim Wall. Selve anklageskriftet har pressen dog endnu ikke fået at se.

Men for den tiltalte vil der med tiltalen bliver lukket op for en masse nye oplysninger:

»Når man får et anklageskrifte, så plejer der kort efter at komme en bevisfortegnelse. Den vil formentlig ikke blive offentliggjort, men den vil han og forsvareren modtage, og så vil de kunne se, hvordan anklageren vil bevise disse ting,« siger Bjørn Elmquist og forklarer, at man blandt andet vil kunne se, hvilke vidner der vil blive indkaldt. Og dermed vil Peter Madsen og hans forsvarer også kunne beslutte, om de vil indkalde vidner.

LÆS OGSÅ: Peter Madsen har diskuteret anklageskriftet med sin advokat: Han nægter sig fortsat skyldig

Jakob Buch-Jepsen kaldte på pressemødet sagen for ’usædvanlig og ekstremt grov.

Bjørn Elmquist er ikke overrasket over tiltalen:

»Man har fornemmet fra et meget tidligt tidspunkt i sagen, at det var det, som politiets efterforskning gik på (en tiltale for drab.red.). Og så har de efterhånden undervejs fundet de efterforskningsresultater, som de mente, berettigede dem til at rejse den tiltale«, siger han og tilføjer, at sagen ligger i den grove ende:

»Det er en alvorlig tiltale. Der er dog nogen, der er alvorligere endnu - hvis man for eksempel slår mange mennesker ihjel. Men denne her hører til den alvorlige ende,« siger han. Han henviser til tidligere lignende sager, hvor personer er blevet slået ihjel, parteret og derefter lagt i fryseren.

Alligevel er der noget særligt ved sagen om Kim Wall og Peter Madsen:

»Det, der er exceptionelt i denne sag, er nok mest det ydre – blandt andet det med ubåden,« siger han.

Den holdning er forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen enig i:

»Det, der gør den virkelig exceptionel, er, at Peter Madsen er den, han er – og at der er det ubådselement, og at der dermed er en masse ydre omstændigheder, der gør den noget unik.«

Peter Madsen er tirsdag blevet tiltalt for drabet på Kim Wall.
Peter Madsen er tirsdag blevet tiltalt for drabet på Kim Wall. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Peter Madsen er blevet undersøgt på retspsykiatrisk klinik og er blevet fundet egnet til en almindelig fængselsstraf, hvis han bliver fundet skyldig. Mentalundersøgelsen har dog vurderet Peter Madsen til at være farlig, og anklagemyndigheden går derfor efter at få ham dømt for livstid eller forvaring.

Peter Madsen har indtil nu nægtet sig skyldig i drabet på Kim Wall, der sidst blev set i live den 10. august, hvor hun sejlede rundt i ubåden sammen med Peter Madsen. Dagen efter blev Peter Madsen anholdt.

Sidenhen er de fleste dele af Kim Walls krop blevet fundet forskellige steder i vandet ved Amager og Køge Bugt. Peter Madsen har indrømmet, at han parterede den unge kvinde, men har afgivet forskellige forklaringer om, hvad der forårsagede hendes død.

Genoplev tirsdagens LIVE-blog herunder: