Fire måneders ubetinget fængsel.
Sådan lød dagens konklusion, hvor Retten på Frederiksberg afsagde dom i sagen mod Robert Hansen, der var tiltalt for vold mod en kvinde.
Og det er ikke nogen overraskende dom, lyder den umiddelbare vurdering fra den profilerede forsvarsadvokat, Mette Grith Stage.
»Jeg kender alene sagen fra medierne og ved derfor ikke, hvor stærke beviserne har været. Men i forhold til straffen har retten lagt sig på et niveau, som både forsvarer og anklager kan være tilfredse med – fire måneder forekommer som et rigtigt og rimelig strafniveau,« siger hun.
Robert Hansen var varetægtsfængslet fra begyndelsen af december og næsten to måneder frem.
Det betyder, at han har afsonet cirka halvdelen af dommen, og derfor er det ifølge Mette Grith Stage ikke helt utænkeligt, at Robert Hansen kan undgå duften af tremmer.
»Eftersom man normalt prøveløslades efter at have afsonet 2/3 af straffen, betyder det, at Robert Hansen kun mangler at afsone 20 dage. Det kan muligvis ske med fodlænke,« siger hun.
Først går der dog op til 14 dage, hvor Robert Hansen og hans advokat skal stikke hovederne sammen.
»Nu skal forsvareren drøfte med sin klient, om han vil anke dommen, og det samme skal anklageren overveje. Hvis ingen af parterne anker inden 14 dage, vil næste skridt være, at Robert Hansen indkaldes til afsoning,« siger Mette Grith Stage.
B.T. har rakt ud til Erbil Kaya for at høre, om man vil anke sagen. Han er ikke vendt tilbage.
Robert Hansen var tiltalt for to tilfælde af vold efter den paragraf i straffeloven, der ofte omtales som simpel vold. Volden skal have fundet sted mellem 26. og 27. november samt 4. december sidste år.
I det første tilfælde skal han have tildelt kvinden et knytnæveslag i ansigtet, et spark på balden eller hoften og have revet hende i håret, så hun faldt ned på gulvet.
Desuden ridsede han kvinden i balden med en kniv.
4. december ruskede Robert Hansen hendes hoved i et minut, hvorefter han spyttede hende i ansigtet.