Drabssagen mod Peter Madsen er nu i den afsluttende fase. Inden længe skal retten afgøre, om den tiltalte er skyldig, og hvilken straf han i så fald skal have. Men først venter den vigtige procedure.

Det forklarer Henrik Stagetorn, der er advokat og partner i Stagetorn Advokater.

Flere vidner har i løbet af de seneste måneder afgivet forklaringer: elskerinder, retsmedicinerne, ubådseksperter, mens tekniske rapporter og mentalundersøgelse er blevet fremlagt.

Mandag d. 23. april vil både forsvarer Betina Hald Engmark og anklager Jakob Buch-Jepsen procedere, hvilket betyder, at de vil fremlægge deres egen samlede tolkning af bevisførelsen.

Peter Madsen er tiltalt for at have planlagt, at han under sejladsen 10. august i fjor ville mishandle og dræbe den svenske journalist Kim Wall.

Peter Madsen nægter sig skyldig i seksuelt overgreb og drab, men han har erkendt at have parteret Kim Walls lig. Peter Madsen hævder, at Kim Wall døde af kulilteforgiftning ved 23-tiden, mens han selv var på ubådens dæk, og at han den efterfølgende morgen i en form for choktilstand parterede liget.

Retssagen mod Peter Madsen begyndte d. 8. marts 2018, og der forventes dom i sagen onsdag den 25. april 2018.

Øverst i videoen kan du høre forsvarsadvokat Henrik Stagetorn forklare, hvorfor proceduren er så vigtig i ubådssagen.