Vollsmoses hjerte græder. Sådan lyder det i et hav af Facebook-opslag og fra flere kilder, som B.T. Odense har talt med.

Sent torsdag aften lukkede Storebæltsbroen, da en 37-årig mand blev påkørt direkte, efter at han mistede herredømmet over sin bil og trådte ud på kørebanen.

Manden er den 37-årige familiefar Walid Zaabalawi fra Vollsmose, gift og far til to børn på fire og seks år. Det bekræfter hans lillebror Yahia Zaabalawi over for B.T.

Han fortæller, at han selv og hele familien er i dyb sorg over tabet. Og at der vil være mulighed for at ære Walid ved mindehøjtideligheder over de kommende tre dage frem til og med søndag i det palæstinensiske hus i Bøgeparken.

»Alle kender Walid. Han var meget elsket. Han var en ildsjæl, der altid har kæmpet de svages kamp. Han var ekstrem hjælpsom og blandt andet engageret i bestyrelser i en række foreninger og i sine børns institutioner og skole,« siger Yahia Zaabalawi.

Han fortæller, at hans bror torsdag var taget til Ringsted for at hente en brugt bil, som han netop havde købt. Ulykken på Storebæltsbroen skete klokken 21.38.

»Jeg snakkede med Walid klokken 20.47. Da var han ved at tanke bilen op i Ringsted. Jeg sagde til ham: Fint, så venter vi på dig,« fortæller hans lillebror.

Men Walid, som ellers altid har overholdt sine aftaler, dukkede ikke op. Efter mere end en times venten begyndte lillebroren og familien at blive nervøse. Særligt fordi de forgæves igen og igen havde ringet til hans telefon.

Efter at have kontaktet OUHs skadestue, Slagelse Sygehus og politiet både på Fyn og på Sjælland fik familien først på den anden side af midnat vished for deres værste frygt. Den fik de bekræftet, efter Walid Zaabalawis storebror og svigerinde var kørt til Slagelse for at identificere den afdøde.

»Vi henvendte os mange steder uden at få svar. Vi fik så at vide, at han var involveret i en trafikulykke. Men ikke hvilken tilstand han var i. Det betød, at Walids kone fik besked om 'en 37-årig mands død' gennem pressen. Inden Walid var blevet identificeret. Det synes jeg er under al kritik,« mener Yahia Zaabalawi.

En anden, B.T. har talt med, er Reza Javid, der sidder i Odense Byråd for Enhedslisten:

»Jeg fik et chok, da jeg fik det at vide. Walid var en glad og positiv mand, der gjorde rigtig meget for at gavne Vollsmose. Det er tragisk,« siger han.

Byrådspolitikerne kendte Walid Zaabalawi fra Almen Modstand, hvor han kæmpede aktivt imod ghettolovgivningen og nedrivninger i bydelen. I 2020 havde han blandt andet møde i Folketinget, hvor han talte imod nedrivningerne.

En af Walids bedste venner, Bilal Al-issa, fortæller til B.T. Odense, at det er et stort tab for bydelen:

»Jeg kommer til at savne ham som ven, men det er en sorg for os alle i Vollsmose.«

»Han havde en smilende karakter og et altid godt humør. Man blev altid glad af at være sammen med ham,« fortæller Bilal Al-Issa.

Også Mette Severin, der kender Walid Zaabalawi gennem sin afdøde ægtemand Olav Rabølle Nielsens arbejde som skoleleder i Vollsmose, er rystet over nyheden. Hun skriver i en besked til B.T. Odense, at Walid var en 'skøn og hjælpsom mand':

»Jeg har kun ros og et grædende hjerte. Walid var en arbejdsom mand, som mange holdt af, og som havde et hjerte af guld,« skriver hun.

Kefa Abu Ras, som selv er en af ildsjælene i og omkring Vollsmose, siger om tabet af den kendte familiefar:

»Walid har været en fantastisk ildsjæl, som har været et forbillede for alle. Han har været et utrolig engageret menneske, som altid har bakket op om fællesskabet – og altid på den gode måde,« siger hun.

Walid Zaabalawi blev 37 år. Privatfoto
Walid Zaabalawi blev 37 år. Privatfoto
Vis mere