Københavns Politi efterlyser vidner, der har set tre mørkklædte mænd og en grå Audi 80, som blev brugt som flugtbil efter et væbnet røveri mod stormagasinet Illum midt på Strøget i København mandag.

Mændene gik kort før middagstid ind i stueetagen til urforhandleren Bucherer, som bl.a. forhandler Rolex-ure, og truede ekspedienten til at udlevere et ukendt antal ure. Under røveriet affyrede mændene et skud med en gas- eller løsskudspistol.

»De går ind og truer sig til nogle varer i butikken, men det er ikke gjort op endnu, hvad de får med sig. Undervejs affyrer de et skud i butikken under omstændigheder, vi ikke præcist kender endnu. Vi antager, det er for at skræmme. Men man har det selvsagt ikke godt, når man som ekspedient bliver offer for sådan en oplevelse,« siger vicepolitiinspektør Brian Belling fra Københavns Politi.

Politiet til stede ved Illum i København efter et røveri.
Politiet til stede ved Illum i København efter et røveri. Foto: Jeppe Elkjær
Vis mere

I stormagasinet har overvågningskameraerne filmet røveriet, og derfor valgte politiet mandag at frigive billeder af de tre formodede røvere. Indtil videre har offentliggørelsen ikke ført til anholdelser i sagen.

»Vi har fået nogle enkelte henvendelser, som vi er i gang med at håndtere nu, men vi har desværre ikke fået noget konkret at gå efter. Så vi hører fortsat gerne fra vidner, som har set noget,« siger vicepolitiinspektør Brian Belling.

Vidner har dog fortalt politiet, at mændene talte indbyrdes på et andet sprog end dansk.

»Vi ved, at der er tale om udlændinge, og at de taler sammen på et udenlandsk sprog undervejs,« siger Brian Belling.

Ifølge BTs oplysninger førte politiet efterfølgende en person iført en hvid heldragt og papir omkring hænderne ind i en ventende politibil. Den type dragt bruges typisk til at sikre beviser.

Efter røveriet flygtede røverne til fods ad Pilestræde, ned af Antoniagade til en grå Audi 80. Her affyrer de endnu et skud, formentlig for at skræmme deres forfølgere, inden de fortsatte flugten i bil. Den ældre grå Audi, der har registreringsnummeret XZ59578, blev stjålet fra Toldbodgade søndag, men blev først efterlyst mandag formiddag.

Politi i Indre By.
Politi i Indre By. Foto: Jeppe Elkjær
Vis mere

»Det virker som et planlagt røveri, de har våben med og har forberedt en flugtbil. Det kan være mange årsager til, at man vælger at begå et røveri i dagtimerne. Der er mange mennesker, og det kan måske være ud fra en antagelse om, at det er lettere at undgå opmærksomhed,« siger vicepolitiinspektøren.

Har man oplysninger i sagen eller set den stjålne Audi 80 med registreringsnummer XZ59578, så skal man rette henvendelse til Københavns Politi på 114.