Journalist Ken B. Rasmussen mener, at Henrik Qvortrup lyver, når han siger, han ikke er hovedperson i Se og Hør-sagen. Tag det som en mand, lyder hans opfordring til den tidligere chefredaktør.

Forfatteren til bogen 'Livet, det forbandede', tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen, er langt fra overrasket over, at politiet torsdag sigtede to tidligere chefredaktører, Henrik Qvortrup og Kim Henningsen, for deres rolle i Se og Hør-sagen.

Ken B. Rasmussen siger til Berlingske Nyhedsbureau, at sigtelserne bekræfter hans påstande, og at politiet har haft rig mulighed for at finde beviser på, at de to chefredaktører var fuldt ud orienteret om den såkaldte tys tys-kilde, der solgte oplysninger til Se og Hør om kendte og kongelige.

- Det overrasker mig ikke, at de er blevet sigtet, for jeg har hele tiden sagt, at alt det ulovlige blev orkestreret fra chefernes side. Politiet har haft mine diktafoner, lydfiler, telefoner og computere i en uges tid, og det overrasker mig ikke, at de har haft tid til at finde beviser, siger Ken B. Rasmussen.

- Mit materiale kan kun være en hjælp for politiet. De har selvfølgelig vidneudsagn fra andre, men det er ord mod ord. Mit materiale er håndfast og sort på hvidt. Så politiet har en god sag mod dem, siger den forhenværende Se og Hør-journalist.

Henrik Qvortrup udtalte torsdag formiddag, at han hverken er mastermind eller Godfather i Se og Hør-sagen. Han erkender dog over for Politiken, at han forhandlede honorar med den såkaldte tys tys-kilde, men den tidligere chefredaktør nægter, at have haft kendskab til ulovligheder.

Qvortrup erkender dog, han skulle have spurgt mere tydeligt ind til arbejdet med tys-tys-kilden, og det kunne muligvis have gjort ham klogere.

Disse udtalelse er direkte løgn, fastslår Ken B. Rasmussen.

- Altså, det skal han vel sige. Men det var ham, der startede det hele, og så er den ikke længere end det. Hvis han siger anderledes, så passer det ikke, siger Ken B. Rasmussen.

Så Henrik Qvortrup lyver, når han giver udtryk for, han ikke er bagmanden?

- Det var ham der startede samarbejdet med tys tys-kilden, det var ham, der godkendte det, og det var ham, der udbetalte pengene sort til kilden. Så hvis han prøver, at sende ansvaret videre til menige journalister, så har han ikke den rygrad, som jeg altid har troet, han har haft, siger den tidligere Se og Hør-journalist.

Ken B. Rasmussen har ikke lagt skjul på, at en del af Livet, det forbandede er skrevet som hævn mod Se og Hør-organisationen. Alligevel glæder forfatteren sig ikke over, at Henrik Qvortrup nu er sigtet i sagen.

- Det er ikke så meget hævn over Henrik Qvortrup. Det er mere andre personer i det foretagende. Jeg vil dog sige, at hvis jeg skal bevare respekten for ham, så skal han tage det som en mand og indrømme det hele. Han skal ikke skyde skylden på andre og lade som om, han ikke vidste, det var ulovligt. For det gjorde han.