Opdateret: Hovedstadens Beredskab oplyser klokken 18.37, at man har forladt stedet igen. Læs mere i bunden af artiklen.

Hovedstadens Beredskab har i øjeblikket afspærret området omkring Statens Serum Institut som følge af en 'kemisk lugt'.

Det oplyser vagthavende operationschef Michael Møller til B.T.

»En anmelder har konstateret en lugt, og det er inde fra bygningen. Ikke ude i det fri. Vi afspærrer omkring den bygning, og så tager vi også forbehold for vindretningen,« lyder det fra Michael Møller, inden han tilføjer, at det er ved Ørestads Boulevard tæt på Langebro.

Ifølge Michael Møller gælder afspærringen en bygning ved Statens Serum Institut, hvor der ikke befinder sig mennesker.

Statens Serum Institut.
Statens Serum Institut. Foto: Kenneth Elkjær
Vis mere

Michael Møller kan ikke komme nærmere ind på, hvilken slags lugt, der er tale om, men fortæller, at det er en 'kemisk lugt'.

»Vi har også en ambulance til stede, men det er blot for at stå standby, hvis der skulle være noget,« siger han videre og tilføjer, at der er tale om en såkaldt kemiudrykning.

Der er ikke konstateret nogen tilskadekomne.

På Twitter skriver Hovedstadens Beredskab følgende:

»Vi er mødt med en del styrker på Ørestads Boulevard pga. en konstateret kemisk lugt fra en bygning. Området på Statens Serum Institut er afspærret, indtil vi har konstateret, hvorfra lugten stammer.«

Kort efter klokken 18.30 oplyser Hovedstadens Beredskab, at man igen har forladt stedet. Man fandt ikke kilden til lugten, der samtidig også forsvandt i løbet af beredskabets tilstedeværelse. De ansatte er blevet gjort opmærsom på, at de skal kontakte myndighederne, hvis de bemærker det mindste.