Et forsøg på at lave rakatbrændstof gik helt galt for tre mænd søndag eftermiddag.

De tre mænd på 27, 38 og 53 år lavede det potente brændstof i en lade i Låsby, der ligger mellem Aarhus og Silkeborg. Raketbrændstoffet består at tre kemikalier, der skal blandes.

»Af uransagelige årsager eksploderer det op i hovedet på dem, og der kommer en eksplosionsbrand,« fortæller kriminalassistent Orla Aagaard fra Sydøstjyllands Politi til bt.dk.

De tre mænd er uden for livsfare, men to af dem er så forbrændte, at de er overført til Rigshospitalet.

»De fik skader i ansigtet, på skuldre og hænder,« siger Orla Aagaard.

Han  oplyser, at mændene havde tilladelser til det arbejde, de var i gang, og han kalder dem for »erfarne kemikere«. Orla Aagaard understreger, at de ikke var i gang med at lave fyrværkeri.

Det vides endnu ikke, hvorfor blandingen endte med at eksplodere.

Ifølge politiet var det kemikalierne sorbitol, kaliumnitrat og natriumnitrat, der udløste eksplosionen.

Sådan ser den farlige blanding ud i praksis